Forførelsen ind i en billedskabt verden

2020-01-22

FORFØRELSE IND I EN BILLEDSKABT VERDEN

Den menneskelige hukommelse er ekstremt visuel. Som en 21-årig spiseforstyrret kvinde er citeret for i Politiken den 3. august 2013:"Det ville være nemmere ikke at falde tilbage uden Instagram Der er intet filter. Ét ord og så har du 1 million billeder!"

Sindet har så nemt ved at blive forført. Alle mennesker har drømme, ting, de gerne vil i deres liv. Alt sammen er det noget, der bliver skabt i billeder inde i hovedet, billeder, som hjernen viser på den indre skærm. Ofte er det blot en sjov tanke at leje med - de drømme og håb, vi har for fremtiden - men i nogle tilfælde hjælper billederne os til at flygte fra virkeligheden, når det ikke er rart at være i nu´et - eller i "øjeblikket", som Søren Kierkegaard kalder det. Billederne dukker frem på skærmen, fordi det er rarere at se sig selv på et billede, som giver en god følelse, frem for at sidde i kroppen, der virker i nu´et og måske gør ondt.

Forførelse vil jeg kalde det. Sindet bliver forført af de skabte billeder. De dukker op for at forføre os, og vi lader os forføre. Lader os drømme os væk fra "øjeblikket".

Et menneske, der har fået diagnosen "spiseforstyrrelse", er også blevet forført. Billedskabelse

bliver dyrket i kampen for at nå målet - som en sportsudøver skaber billeder af målet - ligeledes skabes der billeder for en diagnosticeret. Det handler nemlig hele tiden om at nå det mål, der er sat op på den indre skærm. Målet er ikke at spise, målet om, hvor ens vægt skal ligge, målet om, hvem der skal se mig være elendig næste gang, osv., alt sammen billeder, der giver - ikke blot en god følelse, som alle mennesker lever af, heldigvis - men kæmpestore kick, man bliver afhængig af. Et menneske i krise vil som en person, der ender med en diagnose "spiseforstyrrelse", blive mere og mere afhængig af at skabe billeder af situationer, som efter udførelse giver et enormt kick. Det bliver eftertragtet at leve i dette billedskabte univers i stedet for at være i nu´et. "Det giver mig et kæmpe kick at undlade at spise. Det vil jeg prøve igen, hvis det er for svært at være mig i en situation".

Dette er grundstenen for udviklingen af en krise, der fører til , at mennesker kan få tildelt sig en diagnose som "spiseforstyrrelse/cutting" m.m., som herefter ændrer ens situation radikalt. Når diagnosen er givet, bliver din tilladelse til at være i nu´et taget fra dig. Du kan ikke længere tillade dig at være i nu´et, kan ikke tillade dig at mærke efter, for den krise, du sad i, kan du ikke selv komme ud af, og tilsyneladende har de mennesker, der gav dig en diagnose misforstået dine hensigter med at bede om hjælp. Derfor ved du, at du må kæmpe for ikke at blive tvunget tilbage til krisen, det, der gjorde ondt i livet.

I stedet må du søge nye veje. Du kan ikke længere være i nu´et. Det er slet ikke muligt. Det er som om den mulighed er forsvundet. Du sidder i tomheden og eksisterer i princippet ikke mere som menneske. Du må søge et alternativ. Alternativet sidder i kick´et. Kick´et har hjulpet dig med at komme frem til de mennesker, som skulle have hjulpet dig. Nu, da det ikke blev resultatet, må du tage fat i midlet igen - nu for at overleve din situation. Livet/lyset er forsvundet. Du må herfra overleve tomheden - rummet, hvor intet er/eksisterer. Ingen genklang af lyd, kunstigt lys, hvide vægge, kun med en udgang ud til et mørke. Du må leve her!

Det bliver din løsning, og du formår at gøre det! Du ser mørket igennem sprækkerne i døren, og du bliver forført af det til at træde ud i det, så du kommer ud af tomhedens rum. Der er bedre at være i mørket, det gør ikke ondt, er ikke uforståeligt. Mørke er mørke, og det er

definérbart. Tomhed kan man ikke forholde sig til, og den er uforståelig. Du har forladt det at være i nu´et - eller i "øjeblikket", som Kierkegaard kalder det, og har i stedet skabt en afhængighed af at skabe billeder, der kan forføre dig og give dig et kick, som du bilder dig ind er livet. Her er alt tolkning og vendes til egen vinding. Det giver mig "suset".

Du lever altså i et billedskabt univers, som du tror er virkeligheden - og dette medfører, at kun fantasien sætter grænser for, hvor i universet du befinder dig, for du skaber selv historien, og derfor går det så galt med de mennesker, der får skænket en diagnose, der giver dem "kredit to go". Personen lever i sin egen virkelighed og handler kun ud fra en billedskabt virkelighedsopfattelse, alt andet er ikke tilgængeligt. Forførelsen af mørket bliver din skæbne, og du kommer aldrig derfra igen, medmindre du får mulighed for at opdage, at du lever i en billedskabt verden, og på en eller anden måde bibringes en god følelse, som repræsenterer dig som den person du oprindeligt var - ægte liv. Men dette er en lang proces, og hvis du får lov til at blive guidet tilbage til livet igen - et liv med ægte følelser - og fralægger dig afhængigheden af de skabte billeder, der medfører et kick - så er du heldig. Men værn dig! Pas på forførelsen, for den står lige rundt om hjørnet og kender dit sinds mørke kroge, hvor det er let at gribe ind i de situationer, der før var den styrende faktor/løsningen, da livet i dit sind blev taget fra dig, og du i stedet fik en diagnose at holde dig til, alt imens du sad i en absolut tomhed.

Copyright © Krogagergaard