Krav til sondelægning: narkose, da lægningen opleves som et overgreb, men samtidig også opleves som en sejr.

2020-09-18

Virkningen af sonden opleves af den unge som en sejr: "Hvis jeg ikke kan bide det i mig, er jeg ikke god nok som anorektiker!"
Derfor bør det pålægges, at det skal ske under narkose!
Illustrationer er fra den grafiske novelle, bogen, der er udarbejdet af tidligere indlagte, og fortæller uden omsvøb konsekvenserne af den straf/belønning-behandling, der ydes på anoreksiafdelingerne på landets hospitaler.

Den unge har fået en gevinst ved at undlade at spise. Gevinsten er en ændret tilstand i sindet. Før var det en tung krop, en uforklarlig tilstand af ked-af-det-hed, som de selv udtrykker det. Den unge kan se, at de tyndeste unge har fået en gevinst ved at tabe sig så meget og blive tynd nok til at få diagnosen, ja, og dermed nærmest vinde en sejr: at være tynd og glad. Det giver andre ideen til at flirte med maden - prøve at undlade at spise i perioder og træne sig til at undlade helt at spise. Langsomt, men sikkert, træner de sig op ved at fokusere på et billede af en tynd krop. Det at fokusere 100% på et selvskabt billede - i dette tilfælde et billede af en skelettynd krop - giver dem en følelse af lethed, for så kan de ikke mærke den tunge krop, og det er her, at nøglen til årsagen ligger begravet: den manglende erkendelse af lidelsen. De er helt ude af trit med at mærke fysiske og psykiske behov.

Denne flirten kan stå på gennem længere tid, men kan også ske meget hurtigt. Det virker efter hensigten at flytte fokus til et billede af den tynde krop. Nu kan de være blandt kammerater, få dårlige karakterer, blive hjemme fra skole osv., uden at føle nederlag, uden at føle dårlig samvittighed. De føler sig lettet fra det tunge sind og den tunge krop. Det går godt! Jeg vil være tynd og glad. Lidt efter lidt er det ikke nok at være alene med denne hemmelige tilstand. Hvad er en hemmelighed værd, hvis jeg ikke kan vise den og få et kick, som holder den vedlige?

PERSONEN ER NU KLAR TIL NÆSTE TRIN PÅ STIGEN (jf. Sejrsskamlen). Nu er det på tide at få omgivelsernes respons på det arbejde, man har gjort for at nå hertil. Det virker!

Omgivelserne bemærker nu, at man har tabt sig, ser ked ud af det, osv. Nu er det spændende, hvad lægen siger. Ved han noget om min hemmelige tilstand? Hvis han ved noget, må jeg spille mine kort rigtigt. Jeg vil stadig være tynd og glad. Jeg vil ikke af med min tynde krop, min nyerhvervede tilstand, som giver mig energi, når jeg ikke spiser. Jo mindre jeg spiser, desto lettere bliver jeg. Lægen siger: " Du må hellere komme ind på hospitalet. Derinde vil de hjælpe dig med at spise, så du kan blive glad igen". 

Hjælpe mig med at spise? Jeg har ikke brug for hjælp til at spise. Aldrig har jeg haft det så godt. Aldrig har det været lettere at være mig. Jeg har ikke brug for jeres hjælp med mad. Alt kører som det skal. Jeg er blevet så god til ikke at spise, og ingen skal tage min tynde krop fra mig. Men ind skal jeg.

Jeg kommer ind, og de begynder at tilrettelægge 5-6 måltider om dagen. Måltiderne er nøje afmålt til mig. Jeg er blevet så god til ikke at spise, at når de forlanger, at jeg skal spise, bliver min indre ven - stemme - tydeligere og meget streng: "Du må ikke spise. Hvis du spiser, bliver du tyk og grim. Du behøver aldrig mere mad. Du skal sige, at du føler dig tyk, når du har taget det første bid". Jeg bliver nu 6 gange dagligt bedt om at fralægge mig billedet af den tynde krop. Jeg er nu så langt fra den virkelige verden og dens værdier, at jeg vælger at forblive i billedet af den tynde krop. Jeg siger nu nej til alt, hvad de vil give mig af føde. Der går måske 8 dage eller 14 dage. Jeg bliver mere og mere sikker på, at jeg aldrig mere behøver mad. 

Så falder hammeren: "Hvis du ikke spiser, får du mad gennem en sonde". Jeg er nu også ligeglad. Jeg svæver over alle skyer. De kan ikke true mig. De kan ikke gøre mig bange, når bare jeg har mit billede af den tynde krop. Det virker for mig ikke at spise. Det skal ingen tage fra mig. Så kommer dagen, hvor de griber mig. Holder mig. Jeg gør modstand. Nu kan jeg mærke angsten. De vil tage min tynde krop fra mig, lægge en sonde. Nu ser jeg, hvor tyk jeg bliver. Alt bliver sort. Jeg forsvinder ind i en anden verden. Her er helt tomt - ingen lyde. Alt, hvad jeg før kendte, er væk. Jeg er nu fuldstændig følelsesløs. Tomheden er total. Jeg er havnet i en total ukendt verden. Jeg finder igen mit hemmelige billede af min tynde krop frem. Det er det eneste, jeg fik med mig ind i denne verden: "Jeg klarede det. Jeg er god. Nu ved jeg, at jeg aldrig mere behøver at spise".

Sonden blev min redning! Nu kan jeg lade være med at spise og vinde hver gang, jeg ikke spiser. Jeg skal blot have nogen til at holde denne tilstand vedlige. Den følelsesløse tilstand gør mig usårlig. Jeg er en stakkel. Det kan jeg se på de andre. Jeg kan ikke mærke noget. Nu gælder det blot om at blive tyndere - og tyndest. Jeg kan nu bruge sonden som selvskadning og vinde hver gang. Jeg har ikke længere ansvar for noget. Alle vil gøre alt for en stakkel som mig.

Jeg er nu 100 % ego = ren overlevelse