Når du strammer garnet

2020-01-22

Når du strammer garnet, kvæler du jo barnet "Ked- af -det selvsnakken, den negative selvsnak: Du kan ikke...Du må ikke... Du er ikke... Hvis du gør det, bliver du, osv.", er i fuld gang.

Det unge menneske er i fuld gang med at nedgøre sig selv med nedsættende selvsnak og et dårligt selvbillede. Den unge får det sværere og sværere i samvær med andre på egen alder. Den unge føler sig anderledes, og det dårlige selvbillede dukker op oftere og oftere.

Det bliver tydelige og tydelige, at de andre klarer sociale situationer bedre. "Jeg kan ikke blive glad igen...Hvad skal jeg gøre, hvis det bliver ved? Jeg keder mig også, når jeg er helt alene og ikke kan gøre noget eller handle selv. Jeg må finde en løsning. Jeg vil være glad igen. Jeg er ked af, at jeg hele tiden er ked af det. Det gør mig trist, og hvem vil være sammen med tristheden? Jeg vil ikke selv. Mine grimme tanker om mig selv og andre kommer der flere af. Jeg finder mig en god ven. Internettet. Der er mange muligheder. Jeg prøver at finde mig en rigtig ven. En, der har det ligesom mig. Her finder jeg de rigtige venner, som vil gøre alt for mig. Jeg søger derhen, hvor andre, jeg kender, er blevet optaget: de pro-anorektiske sider". 

"Louise på min gamle skole begyndte også at se ked ud af det. Hun fik hjælp fra skolelægen, som fortalte hende, at hun nok havde anoreksi. Skolelægen sagde, at hun skulle spise mere mad og det rigtige, sunde mad. Så begyndte hun at sige til sig selv: "Når du spiser sundt, bliver du sund. Når du spiser sundt, bliver du sund".
Hun sagde, at hun havde det godt, når hun vidste, at hun gjorde det rigtige, så var hun rigtig. Louise blev oftere og oftere hjemme fra skole og vores fælles sport, gymnastik. Hun blev mere og mere bleg og ked af det at se på. Hun ville hellere sidde for sig selv og snakke med de rigtige venner på internettet end at være sammen med mig.
Jeg blev ked af det, når jeg tænkte på de glade lege, dengang jeg legede med Louise". "Så en dag kom Louise. Hun havde forandret sig meget. Ikke fordi hun var meget tynd, men hun så glad ud på en helt ny og anderledes måde. Sådan havde jeg aldrig set hende før. Hun sagde, at hun havde fået at vide, at hun havde ANOREKSI, og at det var en slem sygdom.
Nu skulle hun spise, og nu skulle hun spise efter en madplan. Alt skulle vejes på en digitalvægt, og hendes mor og far skulle hjælpe hende med at spise. Det var vigtigt, at nogen så hende spise, sagde hun. Hun så ikke rigtig ked ud af det længere. Hun lignede en, der havde fundet noget rigtigt.
Jeg kunne ikke forstå, hvad der var sket. Jeg tænkte, hvis den ked-af-det-hed, jeg har, fortsætter, må jeg prøve det samme. At blive tynd og glad - ligesom Louise. Jeg blev glad ved tanken om, at jeg havde fundet en løsning, og min ked-af-det-hed var væk bare ved tanken om, at jeg havde fundet en løsning. Det føltes allerede rigtigt at gøre som Louise. Det gjorde ikke længere ondt at tænke på, at jeg ikke havde nogle rigtige venner i skolen. Jeg ville ikke sige det til de andre. Det var min helt egen hemmelighed. 

Nu var det nemmere at være mig, både når jeg var sammen med nogen, og når jeg var alene. Bare sige: " Du må ikke...Du skal ikke.... Du skal...Du må..." til selv". "Jeg havde løst et problem. Jeg var blevet befriet for den tunge krop, som gjorde mig ked af det. Jeg blev mere og mere glad for min løsning. Nu skulle jeg bare finde noget at sige til mig selv. Det var ikke svært. Det blev sværere og sværere at koncentrere mig om mine skoleopgaver, som jeg altid havde let ved at udføre. Det blev nærmest umuligt på grund af min selvsnak: "Du må ikke... Du skal ikke... Hvis du spiser usundt, bliver du tyk og grim osv.".
Hele tiden snakkede den indre stemme til mig om, at : "Det må du ikke... Det skal du ikke... Du skal!". Jeg vidste jo godt, at det var mig selv, der havde sat det i gang, men hvordan kunne jeg stoppe den? Jeg blev ked af, at jeg ikke kunne stoppe den. Jeg ville jo gerne kunne koncentrere mig og lytte til andre en gang imellem. Men nej, stemmen havde overtaget mit liv, og nu måtte jeg ikke spise dit og dat, kun dit og aldrig mere dat. Jeg var nødt til at vise omgivelserne, at jeg havde brug for hjælp. Der kom nogen og sagde til mig: "Du har det vist ikke så godt. Du ser ked ud af det". Jeg blev glad indeni, men måtte ikke vise det, for stemmen var en streng herre. 

Jeg kom til at tale, men sundhedsplejersken begyndte at tale om ANOREKSI. Anoreksi - hvad er det? Jeg kunne ikke forbinde det med mig. Jeg satte lynlås for min mund og tænkte: "Så må jeg gå den vej, hvis det, hun siger, er rigtigt. Jeg overgiver mig til madplanen - men ingen skal tage min tynde krop fra mig - min nye identitet". "MIT INDRE LIV BLIVER SMALLERE OG SMALLERE. NU STRAMMER JEG SELV GARNET OG KVÆLER MIT INDRE BARN". "jeg kan ikke længere mærke mig selv eller min krop. Alt foregår i mit hoved. Men jeg har magten over mine omgivelser med fokus på mad og vægt. Min tynde krop er blevet er blevet min redning. Når jeg har den, kan jeg alt, undtagen at være mig selv. Jeg ved godt, at jeg lever i en selvskabt billedverden. Denne verden virker for mig. Ingen skal tage min tynde krop fra mig".

Hilsen 

Den diagnosticerede

Copyright © Krogagergaard