Hvad er meningen med

et sundhedsvæsen, hvor der ikke bliver lyttet til patienten,

men iværksat en behandling, der blot forværrer tilstanden?

J `Accuse....!

Jeg anklager....!

Dette er overskriften på en af de bedst kendte avisoverskrifter i verden. Det er et åbent brev, som blev publiceret den 13. januar 1898 i avisen L´Aurore af forfatteren Émile Zola i et svar på Dreyfus-affæren. Zola henvender sig til den franske præsident og anklager hans regering for antisemitisme og den ulovlige fængsling af Alfred Dreyfus, en fransk officer, som blev dømt til livslang straffetjeneste for spionage. Zola påpeger juridiske fejl og mangel på seriøse beviser.

J´accuse! er blevet et almindeligt udtryk for en krænkelse fra og beskyldning mod en eller anden magtfuld person eller offentlig myndighed/ institution.

Jeg anklager det danske sundhedsvæsen, især hospitalerne for en behandling uden bevis, uden evidens for en behandling af spiseforstyrrelser, der fører til en livslang afhængighed af en tynd krop, og som forværrer tilstanden og i sidste ende ofte medfører døden, som en tiltagende tendens blandt unge menneske. Patienterne udskrives med madplaner til en tilværelse i familien, hvor forældrene bliver pålagt at behandle med den "medicin" (madplanen), som alle på hospitalet har været vidner til skaber angst, afmagt på grund af uforståelighed og ikke mindst til tider direkte fysiske episoder mellem den diagnosticerede og personen, som har fået opgaven at tvangsfodre. Denne form for behandling opleves som et overgreb og skaber Kompleks PTSD, som overlæge Peer Nøhr-Jensen har beskrevet i et indlæg i Birgitte Warbergs bog: At være menneske i et umenneskeligt system. Denne form for behandling ender i en fortvivlelse og med en udbrændthed hos forældrene.

Dette er den skinbarlige sandhed, ligegyldigt om man vil indse det eller ej.

Diagnosen spiseforstyrrelse er på den baggrund en bombe under samfundet, både økonomisk og uddannelsesmæssigt, nu og i fremtiden, hvis koden til denne adfærd ikke bliver brudt - og det haster.

Som pårørende og ansvarlig for vægtøgningen efter systemets behandling med straf/belønning, også kaldt regimebehandling, er du og din pålagte adfærd over for den diagnosticerede som anoreksi/spiseforstyrrede direkte medårsag til vedligeholdelse og forværring af lidelsen som "spiseforstyrret".

Det kræver selvfølgelig en forståelse for, hvad der sker i hoved og krop hos den diagnosticerede.

Den voldsomme behandling med overgreb (sondelægning), tvangspisning 6xdagligt er nu trådt ind i en overlevelses kæmp/flygt-reaktion, hverken du eller andre med kærlighed til den diagnosticerede kan hjælpe. Den unge higer nu kun efter det bevidstløse liv og ønsker at forsvinde, ikke at mærke afmagten, handlingslammelsen i chokket, som de fik med sig fra hospitalet.

Som omsorgsperson bliver du den, som den diagnosticerede henvender sig til med en larmende tavshed, negativ adfærd og uopdragen råben og skrigen; ja, nogle slår direkte og truer sig selv og/eller søskende. Alle er handlingslammede over for denne vanvittige adfærd, som ofte ender i en psykose. Målet for den unge er at blive vægtløs/ følelsesløs. Kun det kan bruges i dette indre mentale vanvid, som har overtaget den unges hjerne/liv.

Den totale nedsmeltning er nået.

Jeg har haft dem boende i 9 år og har arbejdet ambulant siden 2009. Mit mål var at finde hemmeligheden bag den tynde krop, og det bidrog langt de fleste til. De fandt ind til det ægte jeg og gik ud i livet. De vendte nederlag til erfaring.

Jeg har set og mærket afmagten og rædslen hos forældre og søskende. Jeg har hjulpet utallige familier på fode efter deres totale splittelse. Jeg har mødt ulykkelige søskende til denne diagnoses grænseløse ødelæggende adfærd. Alle bliver tabere i dette spil, men glem ikke, at den, der i diagnosens navn har den laveste vægt, er vinder i denne verden, som kun handler om at forsvinde, forblive vægtløs. Dage uden sult er det bedste, der kan ske, for så svæver kroppen hen over fliserne, og euforien har indfundet sig som topmålet.