Det umulige livs mulighed

Tilstanden i diagnosen anorexia nervosa/bulimia er netop, hvad den unge har brug for i den sårbare situation, man sidder i, hvor man føler sig forkert, stresset eller mere generelt: sidder i en mistrivsel.

Sådan skriver en tidligere beboer i min bog Anoreksifælden i 2004:

Tilstanden, man har opnået, er netop ikke at kunne mærke noget, ingen følelser. Her har man fået det, man har søgt: usårlighed. Ingen kan rører én, for man mærker intet. Den sidegevinst medbringer diagnosen nemlig også. Den tjener som et panser.

Den lægger låg på de oprindelige følelser, så man, når man endelig får hjælp, ikke kan komme ind til det oprindelige problem, men bliver ved med at køre rundt i problemet med mad, motion, ædeflip og opkastninger – alt sammen diagnosens problematikker, men ikke den oprindelige smertes rod – for roden, den får bare lov til at vokse. Og dermed bliver diagnosen endnu mere nødvendig – den beskytter jo mod en smerte, der er så uudholdelig, at man hellere vil brække sig i evigheder, løbe til man segner for at bevare tyndheden, sit panser.

Det højeste mål for én, der med møje og besvær har fået en diagnose, er selvfølgelig aldrig at slippe af med denne.

Hertil kan man tilføje: " Jeg kan skifte strategi, men vægten er min!