En levende begravelse

P.R.Consult

v/Poula Rose Henriksen

2. december 2019

EN LEVENDE BEGRAVELSE
Indlæg I bogen Anoreksifælden 2004

Jeg ser en menneskemængde stå stimlet sammen lidt borte fra mig. Jeg kender nogle af dem. Mine kære er også med i billedet. De går rastløse og bedrøvede rundt omkring mig. Jeg går hen til en, spørger, hvad der er sket, men der ingen respons. Jeg nærmer mig menneskemængden. Hvad er det, der tager al opmærksomheden? I samme sekund ser jeg mig selv ligge livløs på jorden. Alt forsvinder! Jeg er lammet. Langsomt ser jeg, hvad der ved at ske. De er i færd med at tilintetgøre min eksistens. Jeg skriger et højt og desperat skrig. Én løfter hovedet, drejer det over mod mig, ser op på mit ansigt, men han kan ikke se mig. Jeg stirrer på ham; tiden står stille, venter panisk efter et lille tegn på, at han kan se mig. Han SKAL kunne se mig...! Han vender igen hovedet mod den livløse krop, efterlader mig til den anden verden. Jeg bliver tom indeni. Alt står stille; jeg kan intet mærke, jeg er ikke længere i livet. De kigger ikke op og ser, at jeg altså står lige ved siden af. De ser ikke, at jeg stadig er i live. De vælger at fokusere på den livløse krop, som de desperat forsøger at holde liv i. Jeg kan se, hvad der sker: det er dem, der er blinde, og den totale magtesløshed, det medfører, lammer hele dit væsen.

Det er totalt lammende at finde ud af, at det, jeg har kæmpet for i så lang tid - nemlig at få hjælp til at se på det, der er svært i mit liv - bliver tabt på gulvet i det sekund, hvor hospitalet vælger at fokusere på den del, der i forvejen er begyndt at vokse sig større og større: Anoreksien!

Piger sulter sig for at hjælp. Men den hjælp, de tror, de skal have, er langt fra den hjælp, de får.

Mødet med systemet bliver enden på din eksistens som menneske. Uforståeligheden og tomhe-den lades tilbage: Du opdager, at de ser adfærden, som var den en del af dit væsen. En soldat, der bliver såret i krig, må finde hjælp til at stoppe blødningen. Men han ved også, at hans skæbne er, at han må igennem fjendens område for at finde hjælpen hos egne tropper. Han iklæder sig der-for fjendens dragt for ikke at afsløre sig selv. Han begiver sig ind i fjendens område og lære her fjendens overlevelsesmetoder. Endelig når han helskindet frem til egne tropper. Han er lettet og begynder at forklare, at han er en af deres egne, der er blevet såret og nu trænger til hjælp. Men de ser kun hans klædning - de ser en fjende! Og i stedet for at blive hjulpet, får han lagt håndjern på og bliver ført op til kommandocentralen. Han forstår det ikke og forklarer igen, at han er en af deres egne soldater, der er blevet såret. Men de er ligeglade..., for i deres øjne er han en fjende, og inden han har set sig om, bliver han beordret i fangekælderen. Han er klædt som fjenden, så fjende er han - og derpå tvivler de ikke. Han er fjende og får behandling derefter. Hans værste mareridt er hændt ham. Han er fanget i sine egnes lejr, camoufleret som fjende. De genkender ham ikke! Han kommer aldrig derfra igen!

Hospitalet ser ikke, at du har været nødt til at iklæde dig camouflage for at kunne komme ind. De ser ikke, at du har båret en maske for at kunne komme frem til hjælpen. De identificerer dig med den klædning, du har iklædt dig, og du kan ikke på nogen måde fortælle dem, at camouflagen blot er påtaget for at nå frem - at den var et skjold! De ser en krop, der er udmagret, der er ek-strem, og de handler derpå. Du har iklædt dig anoreksiens camouflage, og det bliver din død!

Vi ser et menneske søge hjælp - i forklædninger ja, men intentionen er tydelig. Et budskab skal igennem, for noget uhåndterligt. Vi ser dernæst, at ingen tager de uhåndterlige følelser højtide-ligt; i stedet vælges det at se personen identisk med forklædningen: Anoreksien!

Det chok, det menneskelige sind oplever, når den barske virkelighed bliver en realitet - de ser ikke, at det er mig under camouflagen - er altafgørende. Alt stopper! Alt håb og tro på at finde for-ståelse forsvinder. De kan ikke genkende mig.... det var ikke det, der var meningen. Jeg vidste, at det var nødvendigt at iklæde mig camouflage for at komme frem til målet - at få diagnosen, men hvad konsekvensen deraf blev, var jeg ikke i stand til at forudsige. Jeg kunne ikke forudsige, at der var nogen, der kunne genkende mig. Den person, jeg var, de værdier og erfaringer, jeg som menneske havde med mig, kan ikke længere bruges. Alt stopper! Alt håb forsvinder! Alt er meningsløst! Jeg forsvinder!

Dette er den totale intethed, og herfra begynder systemet deres egentlige behandling.

Menneskesindet er blevet fatalt revet ud og er tomt. I tomheden starter nu opfedningen. Det er en tom skal, de feder op. Alt er for længst lagt til side. De lyttede ikke til, hvad jeg sagde, lyttede ikke til mig som menneske. Alt blev i stedet revet ud af mig. Jeg kom med håb om at kunne få løst et problem - jeg var såret. Men det håb bliver taget fra mig i det øjeblik, jeg opdager, at de ikke ser mig, men ser en diagnose. Total tomhed bliver, hvad der lades tilbage, og den bliver afløst af en desperation så stor, som får konsekvenser for både mig selv og mine omgivelser.

Jeg-tomheden, det tomme menneske bliver glemt, for nu er det desperationen, der får lov til at styre. Det er desperationen, de ser og plejer! Jeg er blevet lukket inde for altid. Jeg må leve i skjul og underlægge mig det fangenskab, jeg er lagt i. Fangenskabet i min egen krop - bag forklædnin-gerne. De sørger for at holde min krop i live, men de ser ikke, at jeg er lukket inde bag de mure, som de vælger at vedligeholde og gøre stærke. De ser ikke, at jeg sidder som fange inde bag! De ser ikke, at de er ved at begrave mig levende! Kampen er fløjtet af - mit liv er forbi. Tilbage er kun at overleve bag fængslets mure - bag diagnosen:

Copyright © Krogagergaard