En spire er født

P.R.Consult

v/Poula Rose Henriksen

26.11.2019

En spire er født: en føljeton om vejen ind og vejen ud

Jeg ser en pige være selvskadende, og jeg mærker et stik af misundelse. Hun nyder det, tænker jeg. Jeg tænker, det kan jeg forsøge, hvis jeg bliver ved med at være ked af det. - hvis smerten kommer til at fylde for meget i mit liv. 

En spire er født...

Jeg begynder at få det svært. Det er ikke let at skulle være med de andre hele tiden. Jeg har ikke altid lyst til at gøre som dem. Og jeg synes ikke altid, det er sjovt, det de gør. Jeg kan ikke længere have et smil på læben, når jeg ikke har lyst. Jeg begynder at hente tanken om selvskadning frem. Hvad vil der ske med mig, hvis jeg begynder...? Vil jeg blive fanget af det? Vil jeg kunne stoppe det igen? Vil de opdage det...? Jeg planlægger at undgå at spise noget til aftensmaden. Jeg kan ikke længere udholde det, der gør ondt indeni. Jeg må have smerten ud. Jeg må afprøve mit tankeeksperiment. Og det gør jeg. Jeg indstiller kikkertsynet, så det eneste, det handler om, er at komme hen til den situation, som jeg har skabt oppe i hovedet, - en situation, jeg ved, vil medføre et kick. Jeg beslutter intet at spise til aftensmaden. Da det lykkedes for mig at lade være, sker det. Jeg får et sus uden lige. Jeg befinder mig i en tilstand af ingenting. Jeg mærker intet... alt er tomt, og så mærker jeg en rus uden lige. Det virker. Jeg får et sus, der helt blæser mig omkuld. Jeg er euforisk lykkelig, en hel ny tilstand. Nu kan jeg klare verden. Jeg må opstille endnu en regel, endnu en situation, der vil medføre et kick, for det vil medføre en sejr og endnu et sus. Jeg har

fundet løsningen på mit problem. Nu ved jeg, hvordan jeg skal overleve dette. Selvskadning!

Min smerte forsvinder, og jeg kan i stedet for at mærke smerten ved at være sammen med folk, blot overholde mit skabte billede af en situation, der vil medføre et kick. Derpå kan jeg trække mig og lukke mig inde i min lille verden og kigge ud derindefra. Jeg behøver ikke samværet med andre mennesker. Jeg har nok i min selvsnak, som dette jo er. Jeg skaber et billede, der medfører et sus, og hvis dette billede bliver efterlevet, vil suset komme. Derimod, hvis ikke jeg opnår det, jeg vil i den givne situation, vil alting vælte for mig. Jeg vil være en fiasko. Jeg vil ikke få det nødvendige kick for at kunne opretholde afstanden til smerten. Alting vil blive uoverskueligt og jeg vil være nødt til at skabe en endnu større forventning til en situation, som jeg er tvunget til at efterleve, for ikke at blive en endnu større fiasko. Jeg skaber tvangstanker! I disse situationer sidder jeg og snakker med mig selv. Jeg har besluttet ikke at spise noget til aftensmad, altså skal jeg overholde det, for hvis ikke, kan jeg ikke overskue konsekvenserne. I situationen snakker jeg med mig selv. Gad vide om de lægger mærke til, at jeg ikke spiser...? Ser de, at jeg ikke har det så godt...? Er de opmærksomme på, at jeg har et problem...? Jeg kan naturligvis ikke være til stede i det sociale, når al min fokus er på selvsnakken. Men det gælder om at holde fast i beslutningen for at få glæden bagefter, - for at få kick'et. Hvis jeg kan efterleve billederne, - overholde reglerne, så har jeg fundet løsningen på mit problem. Jeg kan undgå at mærke det, der er svært i livet! Jeg er ved at være desperat! Jeg tænker, nu gør jeg alvor af det. De skal se, hvilket kæmpe tankemønster jeg bærer rundt på. De skal se, hvordan jeg har det bag masken, for nu kan jeg ikke længere holde ud at holde det hemmeligt. Susene er ikke længere nok. Jeg skal have folk til at se, hvor svært jeg har det. Og hvis det bliver opdaget, - og det skal det, så skal det se ud som om jeg gør det, fordi jeg er gal på mig selv. Jeg bliver lidt mere ekstrem i min selvskadning. Så folk på et tidspunkt vil lægge mærke til det. Så vil de stoppe op og sige: Hvad sker der med dig? Jeg er klar til at gå hele vejen, for jeg kan ikke længere leve af mine sus. Det er ikke nok længere. Nu skal mine omgivelser til at give mig energi. De skal til at give mig sus, ved at give mig opmærksomhed på, at jeg har det dårligt. Her begynder ondskaben at blive brugt mod omgivelserne, for at jeg kan holde ud at være til, for at jeg kan få mine kick. Jeg vælger at indsnævre min synsvinkel og ser kun ud igennem en lille flig af mit udsyn. Og ondskab begynder at blive en stør-re og større del af min selvsnak. Jeg må stille endnu mere ekstreme regler op i mit hoved, og jeg har ingen problemer med at overholde dem. Jeg er helt i min egen verden, og ingen kan komme ind og forstyrre. Det skal jeg nok sørge for. Jeg skal ikke spise mere i dag, og jeg skal ikke spise andet i morgen end det og det... Og jeg tolker, at de lægger mærke til det.

De lægger alle sammen mærke til, at jeg ikke spiser noget. - og de er bekymrede. De tør ikke nævne noget. Jeg har styr på det. Mine regler i de vigtige synlige situationer imellem folk, skal bare overholdes, så jeg ikke mister fodfæste, men det er heller ikke noget problem længere. Nu går jeg hele vejen! Selvskadningen er ved at blive ekstrem. Mit panser er ved at være godt tykt. Jeg kan ikke længere holde ud, at ingen ved noget. Jeg må gøre noget, så de opdager det. Så de er nødt til at gribe ind. Jeg spiser intet og falder om. De ser mig. Endelig. De ser, at jeg har det dårligt. De snakker med mig. De ser mig. Der vil ske noget. Nu vil mine forældre få det at vide. De vil finde ud af, at jeg har lidt i alle de år. De troede, alting var så godt. Nu vil jeg blive hørt! Jeg venter et frontalangreb. Mine forældre vil blive bange og ikke forstå. De vil blive rædselsslagne. Hvad sker der inden i mig, når de får det at vide? Jeg ved, at de aldrig vil forstå mig, og jeg ved, at min afsløring nu vil betyde en ny programmering i min hjerne. Jeg fortæller det, og de er bange. Jeg mærker deres angst, og jeg be-gynder straks at tænke. Jeg mærker, jeg tager afstand til dem. De forstod det ikke, ligesom jeg frygtede. Jeg kan ikke holde ud at mærke deres angst. Jeg kan ikke stoppe det nu. De beder mig om at stoppe min selvskadning, men det kan jeg jo ikke bare. Der er en mening med den. De forstår mig ikke. De hører mig ikke. Jeg har kæmpet for at nå hertil så længe, men de forstår ikke, hvad jeg siger. De ser ikke dybden i mit skrig, der kommer så dybt inde fra sjælen. Jeg må holde hovedet koldt, og ikke falde ned i håbløsheden, - mærke smerten. Jeg vil ikke opgive nu. Jeg må tage det endelige skridt og fralægge mig alt. De bliver bange. De bliver rædselsslagne. De skælder ud. De forstår mig ikke. Jeg lukker dem ude, kryber ind i min lille verden, tænker, hvad jeg nu skal gøre. Jeg må planlægge og udtænke min nye strategi, for jeg skal passe på ikke at blive ledt tilbage i smerten. Jeg beslutter mig. Ingen skal røre mig. Om jeg så skal dø, vil jeg vise dem, at de tog fejl. Og det får de aldrig at vide. Fra nu af, er det min nye hemmelighed, - min nye strategi. Ingen må vide noget. Det vil gøre alting uoverskueligt og kræve en ny strukture--ring af, hvordan jeg skal finde kick'ene, - få de gode følelser, som jeg skal overleve på. Jeg må forsøge at holde hovedet koldt. Jeg vil komme til at møde læger - og sygehus måske, og over for dem skal jeg også kunne bevare denne tilstand. Min tilstand af fuld kontrol. Total fastholdelse i hovedet. Jeg må bevare min kon-trol. Lige fra dette minut til det næste. Kun dagen i morgen eksisterer. Jeg må ikke falde i. Jeg må bevare min regel og ikke overtræde den. Jeg må blive oppe i hove-det! Jeg møder lægen, jeg forbliver oppe i hovedet, når mine forældre er til stede. Jeg vil ikke mærke deres angst. Den gør mig vred, ked af det og bange. Jeg bliver oppe i hovedet. Snakker med mig selv, overbeviser mig selv, hjernevasker mig selv. Jeg eksisterer kun i min lille verden, hvor kun kikkertsynet er i brug. Det skal være overskueligt. Jeg skal indlægges. Jeg har gjort mit job godt. Jeg skal ikke længere konfronteres dagligt med mine forældres angst. Jeg har gjort det. Jeg er stærk nok nu! Jeg er kommet til endestationen. Mit mål, - og dog! Hvor langt skal jeg gå, før jeg ved, at de har set mig nok. Før jeg ved, at de er klar over, hvor meget jeg har lidt. Jeg må stille og roligt blive mig selv igen, der hvor jeg skal hen. Det vil også være muligt, når mine forældre ikke er der. Jeg kan ikke holde ud, ikke at blive forstået. Og det må de gøre på hospitalet. Jeg må overleve hjemme, indtil jeg kommer frem. Jeg må overleve oppe i hovedet, indtil jeg endelig vil kunne give slip og give efter for smerten. De vil forstå mig, når jeg kommer frem! Jeg kommer til hospitalet! Har planlagt en langsom omlægning af min ydre selvskadning. Jeg er på vagt. Jeg vil langsomt ændre mig fra selvskader til normal pige, langsomt give hovedet fri og lade kroppen tale om den smerte, der ligger og river derinde. De skal se, at det er indeni, jeg har en smerte, men de skal også vide, at jeg har haft det hårdt. Jeg kan ikke blot fralægge mig min problem-løser - selvskadningen, - det tør jeg ikke. Den har vist sig at redde mig så mange gange, - redde mig fra det, der var så svært, når jeg var sammen med folk. Men en langsom nedtrapning må være mulig. Men jeg glæder mig til igen at kunne spise... Jeg viser dem den selvskadende adfærd, og jeg ved det godt. Men jeg bliver nødt til at gøre det, indtil jeg vil mærke, at jeg trygt kan lægge den fra mig. Indtil jeg vil mærke, at de forstår mig. Men der sker noget helt andet, end jeg dybest inde havde håbet. Jeg oplever en opmærksomhed på min adfærd, - på min selvskadning. Og ved at udvise denne ekstreme opmærksomhed og medlidenhed omkring min adfærd, så får jeg det ene sus efter det andet. De fodrer mig med gode følelser, og dem vil jeg ikke give slip på, for de er trygge for mig. De, ved jeg, kan hjælpe mig. Det har de gjort helt indtil nu, - og jeg er ikke længere så sikker på, at de kan hjælpe mig på sygehuset. Jeg bliver lullet mere og mere ind i deres behandling. Jeg oplever denne ekstreme omsorg, som en omsorg til et spædbarn, som jeg bliver dybt afhængig af. Jeg behøver ikke her at tage ansvar for noget som helst. De klarer alt for mig. Jeg skal bare sørge for at være lidt selvskadende ind imellem. Jeg oplever, at jeg bliver lullet ind i en drømmetilværelse, hvor jeg kan sove trygt og roligt.

Men drømmetilværelsen bliver af og til afbrudt af virkeligheden. For hvor var den hjælp, jeg havde længtes efter at få? Den hjælp som hele dette sceneri var sat i gang for at finde...? Meningen var, at jeg skulle fralægge min adfærd lidt efter lidt, men det er, som om det bliver mere og mere vanskeligt. Jeg vil virkelig gerne, men ingen spørger til det. Ingen finder ind til min skrigende lyst til at kom-me ud. Jeg har en lyst siddende indeni, der bare vil ud, og den skriger. Men ingen ser den. Ingen opdager, at det faktisk er den, der er i behandling. Det er den, der faktisk har kæmpet hele denne lange vej, for at komme frem til hjælpen. Men den bliver ikke opdaget. Jeg opgiver. Ingen ser den person, jeg i virkeligheden er. Jeg havde håbet, at der var en, der sammen med mig kunne se og forstå det, der gør ondt og få det helet, for jeg kan godt mærke, hvilke kræfter, der også ligger inde bag, hvis jeg dog bare turde lukke dem ud. Men jeg tør ikke slippe mit forsvar - min hemmelighed- at jeg kun skader mig selv, fordi jeg er nødt til at få deres medlidenhed, for at holde smerten væk. Det bider sig selv i halen. Jeg må have mit sikkerhedsnet - selvskadningen - men jeg kan kun beholde den, fordi der ikke er nogen, der kender min hemmelighed. Jeg er overladt til mig selv. Ingen har afsløret mit spil og kan hjælpe mig som den person, jeg er. Jeg griber fat i den løsning, jeg har brugt indtil nu, - selvskadningen. Min fortvivlelse bliver omdannet til vrede, og ingen skal længere vælte mig. Jeg er fanden selv. Ondskaben begynder at æde mig op indvendig, og det eneste, det nu handler om, er at få det ene kick efter det andet. Få mine omgivelser til at frygte mig. Selvskadningen er mit panser! Og ingen skal nogensinde se, hvad der faktisk gemte sig bag dette panser, som jeg sætter op foran mig. Det bliver ladt tilbage, for nu handler det om, at få folk op af stolene. Det handler om at få folk til at føle angst. Mit næste kick handler om at straffe alt og alle. Jeg er blevet fange i mit eget konstruerede spind. Et spind, der er skabt oppe i hovedet. Og jeg vil aldrig mere komme ud. Ingen opdager det, jeg får lov at fortsætte tyranniet. Mere og mere ekstremt bliver det, og selvskadningen accelererer. Kick'et får mine sorger til at forsvinde. Jeg føler intet, heller ikke smerten indeni. Jeg befinder mig et øjeblik i ingen-mands-land, hvor jeg mærker en euforisk lykke. Jeg har fundet løsningen, en tilstand. - intet at kunne mærke. Jeg kan få mine følelser til at forsvinde, og det er der ingen andre, der ved, - det er min hemmelighed. Jeg tager det som doop, det er som adrenalin i kroppen, et stof, jeg bliver mere og mere betaget af og til sidst kan jeg ikke undvære det længere. Dyb afhæn-gighed! Jeg må have mit kick af at være selvskadende, for derefter at få et kick, eller en god følelse, af at mine omgivelser reagerer med angst eller medlidenhed. Hver gang jeg opnår denne respons fra mine omgivelser, får jeg et kick. Jeg ved, at jeg er rigtig som selvskader. Det kan redde min dag. Jeg er afhængig af denne tilstand. Den fjerner mig fra alt, der er at mærke i kroppen. En pseudotilstand. Jeg føler intet, blot at kicket fylder mig ud. Giver mig en god følelse. Jeg er usårlig! Tilbage er nu et hult rum, med en tom skal omkring. Der er ikke mere tilbage. Jeg er udslettet som menneske, og ser ikke længere mig selv som et. Jeg er ren diagnose, - en påtaget adfærd, som jeg har efterlevet helt til sidste dråbe. Jeg er tomhed, - i menneskets navn. Jeg kan ikke længere mærke noget. Jeg overlever oppe i mit hoved, i et selvsnakkens univers, hvor min eneste talepartner er mit selv. Men jeg er tom for følelser; alt er forsvundet. Indtil den dag, hvor det bliver boret et dybt hul i mit indre. I et split-sekund mærker jeg hele det følelsesregister, som jeg ikke har mærket så længe. Det er så hurtigt, at jeg ikke når at registrere hvilke følelser, men bagefter er jeg ikke i tvivl, angsten er vækket til live. Jeg møder et menneske, der formår at tale til mit inderste sted i mig. Jeg oplever, at der er en, der er trængt igennem mit tykke panser, og har fundet en person derinde. Jeg oplever at blive vækket fra en pseudoverden. Jeg oplever at blive vækket til live. Jeg oplever at have fundet hjem, - i bare et splitsekund. Jeg føler pludselig, jeg bliver talt til, som værende et voksent menneske. Jeg bliver pludselig anset som værende en person, der kan bidrage med noget, hvis jeg selv vil. Jeg oplever at nogen er interesseret i mig, - som den per-son, jeg er, med det jeg kan og det, jeg vil. Det vil være op til mig selv, men hvis jeg vil, skal der være al den støtte og opbakning, der skal til for at finde livet og glæden igen. Jeg har mulighed for at vende tilbage til mit liv... Angsten begynder at gnave, da beslutningen skal tages, og selvsnakken i hovedet begynder at accelerere. Jeg er en stor borgerkrig. Jeg forsøger at skabe billeder, der kan formes, så jeg ved at vælge dette tilbud, kan få gode følelser og flere kick. Men det kan ikke rigtigt lade sig gøre. Det er forbudt for mig at tage imod denne hjælp, som, det i splitsekundet gik op for mig, virkelig var den hjælp, jeg i sin tid søgte. Jeg bliver nødt til at omstrukturere min billedkonstruktion, for jeg kan ikke sige nej til dette! Noget i mig er begyndt at skrige... Jeg må indgå et kompromis med mig selv, så jeg skaber på ny et billede, der kan få mig til at tage skridtet, - Et billede, der kan male angsten i jorden, så jeg ikke mærker den, når jeg skal gå hen imod den. Jeg lukker mig inde i min lille verden, for at ingen kan forstyrre mig i min konstruktion. Jeg konstruerer en tanke, der siger, at jeg ikke har andre muligheder. Jeg ser et billede foran mig, hvor jeg tager imod tilbuddet, fordi jeg ikke har andre muligheder. Det giver en god følelse. - Jeg fortæller alle, at jeg gør det, fordi der ikke er andre muligheder. Ingen må vide, at jeg rent faktisk har mærket et stik af håb hos de mennesker. I skjul må jeg tage imod hjælpen, uden nogen ved, at jeg faktisk tager imod den. Jeg sætter mig ned og vil gerne have hjælp, men jeg kan ikke selv tage skridtet hen imod den... Hvad skal jeg gøre... De venter på, at jeg kommer, men jeg må ikke tage imod hjælpen for mine konstruerede tanker. Det vil være nederlag i diagnosens navn, og jeg ved ikke, at de godt ved, at det forholder sig sådan. Nej, jeg skal vise dem, at de bliver nødt til at komme til mig. Jeg vil gøre alt for at få den gode følelse, - at jeg kan sejre over dem. Jeg kommer ikke frivilligt! Men jeg går i panik, for jeg oplever, at de ikke ser, hvor dårligt, jeg har det. For de giver mig ikke opmærksomhed på selvskadningen, og hvad skal jeg så gøre. Hvem er jeg så? De venter på, at personen inde bag ved kommer frem og beder om hjælp. Jeg kan ikke længere bruge mine kneb til at fremkalde frygt og angst i mine omgivel-ser. For de frygter ikke min selvskadning, og det skræmmer mig. Det er jo selvskadningen, jeg har fået alle kick'ene af, og dem har jeg ikke længere adgang til. Hvordan skal jeg pludselig overleve...? De siger, de vil hjælpe mig, når det er svært, hvis jeg selv vil have hjælpen. Pludselig er jeg helt alene i verden. Jeg er splittet. Jeg kan vælge at blive siddende, og jeg kan vælge at tage imod hjælp. Jeg længes efter at slippe kontrollen og tvangstankerne, men jeg kan ikke tage imod hjælp, hvis jeg skal efterleve diagnosens krav. Det vil betyde fiasko i diagnosens verden. Jeg må ikke tage imod hjælp! Jeg mærker angsten, ensomheden, - den omklamrer mig så meget, at jeg bliver nødt til at gå væk fra den. Jeg bliver nødt til at spørge om hjælp, men jeg må sørge for at bevare min ekstreme adfærd. De må ikke se, at jeg ændrer mig, - Jeg kan ikke leve uden mine sus. Jeg må fortsætte med at få susene, så jeg ved, at jeg er rigtig i diagnosen som selvskader. Men jeg mærker en rar fornemmelse i pludselig at være en del af noget. Jeg mærker, at der bliver rørt ved noget derinde. De forstår mig. De kan virkelig se mig, som den jeg er. Jeg mærker et lille stik af håb... Jeg mærker, at glæden titter frem... Jeg har fundet de mennesker, der kan hjælpe mig. De kender den hemmelighed, som jeg har båret rundt på i alle de år. De ved, at jeg har opbygget et kæmpe panser for at holde verden væk. Og det er ikke panseret de fokuserer på og forsøger at behandle. De formår at se mig, der sidder derinde bag ved. Og de ved, at det vil tage tid at give den tilsidesatte del så meget mod til at lade ressourcerne indeni vokse sig til med styrke og kraft, så jeg kan komme videre med livet. De ved det, og jeg fornemmer det. Derfra begynder det lange seje træk tilbage til livet. - men styrken vokser og jeg finder vejen frem til livet!

Jeg har været deprimeret i et langt stykke tid, og jeg ligger afkræftet i min seng. Pludselig bemærker jeg, at jeg ikke har fået noget at spise i løbet af da-gen. Jeg mærker efter og opdager, at min mave virkelig trænger. Hele mit legeme trænger til noget energi. Så er det, at det sker. Jeg får det, de ville kalde tilbagefald. I et splitsekund; Du behøver ikke at tage noget mad, det vil være meget nemmere at lade være. Jeg kan mærke, at hvis jeg ikke tager noget, så vil jeg få et sindssygt kick, der vil give mig en tilstand af euforisk lykke. Det virkede i sin tid, da jeg opdagede metoden. Men jeg kender nu kun alt for godt denne tilstand, og ved nu, at det virkelig ikke er det værd. Den euforiske tilstand er ikke livet værd. Jeg vil leve mit liv. Jeg kan ikke gøre det igen. Jeg går ned og henter noget mad, for jeg ved, at min krop trænger. Jeg har været der. Jeg har prøvet at hoppe i fælden, - at tage imod det kick, det giver at undlade den fornødne energi. Jeg har været der og brugt flere år af mit liv på at få det næste kick og det næste og det næste... Jeg vil ikke bruge mere tid på at være oppe i hovedet. Mit nye liv foregår nede i kroppen, og der bliver jeg! Den beslutning gav mig fornyet energi. Havde jeg valgt at gå ind i den euforiske tilstand ville jeg have oplevet en tiltagende depression. Jeg har mistet livet en gang, og jeg har ikke tænkt mig at miste det igen,- for det var en gang for meget!

Jeg fandt hjælpen efter årelang kamp. Og selvom det blev en kamp, skjult bag masker og skjold, så var der nogen, der turde se bag om dem og guide mig frem til livet. Jeg fik hjælp af nogle mennesker, der havde turdet stille spørgs-mål ved den ekstreme adfærd. Jeg blev mødt som et menneske og ikke som en diagnose, og det gjorde hele forskellen. Jeg fik smidt et reb ned i mudderhullet og fik mig selv bakset op. Men der stod hele tiden en og holdt fast i den anden ende. De hjalp mig op i stedet for i uvidenhed at springe ned i mudderhullet, for at sidde fast sammen med mig. Og det var ikke kun mig, der blev reddet, det var også alle de mennesker, der stod omkring mig, - min familie, der selv forsøgte at holde sig oven vande.

Sådan skrev en af mine klienter efter 2,5 års ophold på Krogagergaard.

Copyright © Krogagergaard