Mistrivsel/løsningsmodel

Når du stammer garnet, kvæler du jo barnet

Mistrivsel - selvsnak

"Ked-af-det, selvsnakken, den negative selvsnak: Du kan ikke…Du må ikke… Du er ikke…Hvis du gør det, Bliver du, osv.", er i fuld gang. Det unge menneske er i fuld gang med at nedgøre sig selv med nedsættende selvsnak og et dårligt selvbillede. Den unge får det sværere og sværere i samvær med andre på egen alder. Den unge føler sig anderledes, og det dårlige selvbillede dukker op oftere og oftere. Det bliver tydeligere og tydeligere, at de andre klarer sociale situationer bedre.

"Jeg kan ikke blive glad igen…Hvad skal jeg gøre, hvis det bliver ved? Jeg keder mig også, når jeg er helt alene og ikke kan gøre eller handle selv, Jeg må finde en løsning. Jeg vil være glad igen. Jeg er ked af, at jeg hele tiden er ked af det. Det gør mig trist, og hvem vil være sammen med tristheden? Jeg vil ikke selv. Mine grimme tanker om mig selv og andre kommer der flere af. Jeg finder mig en god ven.

Internettet. Der er mange muligheder. Jeg prøver at finde mig en rigtig ven. En, der har det ligesom mig. Her finder jeg de rigtige venner, som vil gøre alt for mig. Jeg søger derhen, hvor andre jeg kender, er blevet optaget: de pro-anorektiske sider".

Internettet – den store skurk

Skønhedsidealer for voksne lokker børn i en fælde, som meget hurtigt kan blive til en følelse af at være forkert.

Med forkerthedsfølelsen følger en indre tristhed og tung krop. Man må finde en løsning, og løsningen finder man på internettet. Ifølge Kristeligt Dagblad 27. maj 2024 har Børns vilkår 4000 samtaler på Børnetelefonen med børn og unge under emnet "krop og udseende" at børnene gerne vil ændre deres udseende. Børnetelefonens data viser, at disse opkald kommer fra børn helt ned 9-10 års alderen.

Det er her, at man finder børn med en indre tilstand, som kan betegnes "mistrivsel". Jeg føler mig forkert. Jeg er ikke så glad som de andre. Hvorfor har de andre det så sjovt, når jeg ikke har. Hun har også flere venner end jeg! Ked af det og alene.

Her bringes en advarsel!!!!

En selvskadende tankegang begynder altid med en TILSTAND, man som menneske ikke kan håndtere!!!

Internettet er stedet, hvor man kan få "gode ideer" til at løse problemer. Her er opskrifter til at løse dårlige følelser, og alle har det lige ved hånden.

I 2002, for mange år siden, var der også brug for "gode råd", hvis man følte sig forkert. Det norske blad SIRENE skrev på forsiden: "Har du mistet kontrollen? Vælg en spiseforstyrrelse".

I de år, der er gået fra 2002 har tusinder valgt at sætte fokus på kontrol af mad for at få det indre kaos under kontrol, og der er flere og flere med indre mistrivsel, som vælger en løsning i selvskadens tegn.

Da jeg i 2001 startede opholdsstedet "Krogagergaard" for unge med svære spiseforstyrrelser, skulle de være 18 år og have en BMI på mindst 16 for at få ophold hos mig. De sidste 15 år har jeg alene haft ambulant behandling af unge ned til 13-14 år. Nu er Børns vilkår altså i kontakt med 9-10 årige, som føler sig forkert i kroppen. Der må være nogen, som kan andet end at sætte tal på, hvor mange, der har brug for hjælp.

Når den unge er opslugt af at finde løsningen på nettet, er de fanget i en ruse, og den kan man ikke komme ud af med en madplan og madtvang. Her bliver de reduceret til deres adfærd. Den unge har "valgt" en spiseforstyrrelse som løsningen på et mistrivselsproblem og bliver derved reduceret til en adfærd. Den unge ses ikke som et menneske, der er faret vild i livet og tilmed på nettet.

Medfølgende figurer, der viser, hvad der forgår inde i hovedet og en løsningsmodel opstår, er et autentisk forløb, der udfolder sig over 4 stadier, og hvad diagnosticering/indlæggelse gør ved den unge. Og så er der slet ikke afsløret, hvad der sker, når den unge skal ud i livet med diagnosen anoreksi. 

Eksempel – et brev fra en diagnosticeret

"Louise på min gamle skole begyndte også at se ked ud af det. Hun fik hjælp fra skolelægen, som fortalte hende, at hun nok havde anoreksi. Skolelægen sagde, at hun skulle spise mere mad og det rigtige sunde mad. Så begyndte hun at sige til sig selv: "Når du spiser sundt, bliver du sund. Hun sagde, at hun havde det godt, når hun vidste, at hun gjorde det rigtige, så var hun rigtig. Louise blev oftere og oftere hjemme fra skole og vores sport: gymnastik. Hun blev mere og mere bleg og ked af det at se på. Hun ville hellere sidde for sig selv og snakke med de rigtige venner på internettet end at være sammen med mig. Jeg blev ked af det, når jeg tænkte på, hvor glad jeg kunne være, dengang jeg legede med Louise".

"Så en dag kom Louise. Hun havde forandret sig meget. Ikke fordi hun var meget tynd, men hun så glad ud på en helt ny og anderledes måde. Sådan havde jeg aldrig set hende før. Hun sagde, at hun havde fået at vide, at hun havde ANOREKSI, at det var en slem sygdom. Nu skulle hun spise efter en madplan. Alt skulle vejes på en digitalvægt, og hendes mor og far skulle hjælpe hende med at spise. Det var vigtigt, at nogen så hende spise, sagde hun. Hun så ikke rigtig ked ud af det længere. Hun lignede en, der havde fundet noget rigtigt. Jeg kunne ikke forstå, hvad der var sket. Jeg tænkte, hvis den ked-af-det-hed, jeg har, fortsætter, må jeg prøve det samme. At blive tynd og glad – ligesom Louise. Jeg blev glad ved tanken om, at jeg havde fundet en løsning, og min ked-af-det-hed var væk bare ved tanken om, at jeg havde fundet en løsning. Det føltes allerede rigtigt at gøre som Louise. Det gjorde ikke længere ondt at tænke på, at jeg ikke havde nogle rigtige venner i skole.

Jeg ville ikke sige det til de andre. Det var min helt egen hemmelighed. Nu var det nemmere at være mig, både når jeg var sammen med nogen, og når jeg var alene. Bare sige: "Du må ikke… Du skal ikke--- Du skal… Du må…" til sig selv. Jeg havde løst et problem. Jeg var blevet befriet for den tunge krop, som gjorde mig ked af det. Jeg blev mere og mere glad for min løsning. Nu skulle jeg bare finde noget at sige til mig selv. Det var ikke svært. Det blev sværere og sværere at koncentrere mig om mine skoleopgaver, som jeg altid havde let ved at udføre. Det blev nærmest umuligt på grund af min selvsnak: "Du må ikke…Du skal ikke…Hvis du spiser usundt, bliver du tyk og grim osv.". Hele tiden snakkede den indre stemme til mig om, at: "Det må du ikke… Det skal du ikke… Du skal!". Jeg vidste jo godt, at det var min selv, der havde sat det i gang, men hvordan kunne jeg stoppe den? Jeg blev ked af, at jeg ikke kunne stoppe den. Jeg ville jo gerne kunne koncentrere mig og lytte til andre en gang imellem. Men nej, stemmen havde overtaget mit liv, og nu måtte jeg ikke spise dit og dat, kun dit og aldrig mere dat. Jeg var nødt til at vise omgivelserne, at jeg havde brug for hjælp. Der kom nogen og sagde til mig: "Du har det vist ikke så godt, Du ser ked ud af det".

Jeg blev glad indeni, men måtte ikke vise det, for stemmen var en streng herre. Jeg kom til at tale, men sundhedsplejersken begyndte at tale om ANOREKSI. Anoreksi – hvad er det? Jeg kunne ikke forbinde det med mig. Jeg satte lynlås for min mund og tænkte: "Så må jeg gå den vej, hvis det hun siger, er rigtigt. Jeg overgiver mig til madplanen – men ingen skal tage min tynde krop fra mig – min nye identitet.

" MIT INDRE LIV BLIVER SMALLERE OG SMALLERE. NU STRAMMER JEG SELV GARNET OG KVÆLER MIT INDRE BARN".

"jeg kan ikke længere mærke mig selv eller min krop. Alt foregår i mit hoved. Men jeg har magten over min omgivelser med fokus på mad og vægt. Min tynde krop er blevet min redning. Når jeg har den, kan jeg alt, undtagen ar være mig selv. Jeg ved godt, at jeg lever i en selvskabt billeverden. Denne verden virker for mig. Ingen skal tage min tynde krop fra mig".

Hilsen

Den diagnosticerede

Mistrivsel – grafisk gengivet

Ovennævnte eksempel på et forløb i diagnosen er gengivet i en grafisk novelle "Sandheden bag anoreksiens tynde krop" , der blev udgivet i 2009 på forlaget Krogagergaard. Novellen viser billedligt fortalt vejen ind til og opholdet på anoreksiafdelingen, og efterfølgende vejen ud til livet igen som følge af behandling med DIA-terapi, en dynamisk integrerende adfærdsterapi, som er udviklet på Krogagergaard. Novellen er udarbejdet i samarbejde med to tidligere beboere på Krogagergaard som medforfattere

Mistrivsel –tekstbogen: paradigmeskift påkrævet

I tekstbogen "Myten om anoreksiens tynde krop" er det konkluderet, at et paradigmeskift er påkrævet i synet på og behandlingen af spiseforstyrrelser. Dette er ligeledes generelt gældende inden for andre områder i psykiatrien, hvor der er tale om mistrivsel.

En tidligere beboer på Krogagergaard har i efterfølgende tekst kort formuleret dette med baggrund i sine egne oplevelser i det eksisterende paradigme uden forståelse af anoreksiens væsen:

"Da jeg i sin tid stod i skolegården, havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at boblen og min indre selvsnak skulle få så fatale følger for mig. Grundet det eksisterende paradigme omkring behandlingen af spiseforstyrrelser ender mennesker stadigvæk i dag med at blive så vildfarne, som jeg blev. Den viden, jeg i dag besidder, efter at være blevet et helt menneske igen, føler jeg mig forpligtet til at viderebringe. Hver eneste menneske i krise, som søger hjælp ved hjælp af en tynd krop, vil som tingene ser ud i dag, ende i den samme behandlingsblindgyde, som jeg gjorde, af regimebehandling med straf-belønning, dehumanisering og menneskelig nedværdigelse, fordi der ingen brugbar viden er på området, når det handler om at afdække anoreksiens væsen.

Hvis fremtidens unge og deres familier skal have mulighed for at bestå og leve et liv – ikke blot overleve – må et paradigmeskift inden for den nuværende behandlingsmodel være påkrævet. Det er kun toppen af isbjerget, vi har set indtil nu inden for dette område, og der må snart gribes ind!

Med henvisning til den indre tilstandsrapport I lige har været vidne til, skal min sidste kommentar lyde:

                      Lyt – det hjælper!