Vægten blev mit nye kompas

2020-05-03

Vægten blev mit nye kompas!

Slået ud af kurs og hvad så?

Vægten blev mit nye kompas, og hele sundhedssystemet er min kompasnål, med hvilken jeg kan måle, om jeg holder kursen "frem" mod intetheden, nul jeg-bevidsthed og en død krop uden følelser. Ikke længere kan nederlag mærkes. Jeg vinder hver gang, de taber altså, når jeg har tabt mig målt i gram. De kender ikke koden.

Jeres kontrol af mig hjælper mig på min nye vej (den blinde vej). Jeg er selv blind for livet. Jeg løber for ikke at mærke mig selv, min krop ved at måle og veje mine handlinger. Løber jeg nok? spiser jeg lidt nok? Det kan aldrig stoppe på denne kurs.

Mit nye kompas bliver jeres respons, jeres elevatorblik i min nye verden. Eneste værdi bliver jeres værdi: mål og vægt. Jeg beder for: slip mig aldrig!

Jeg vil blive hos jer. I kender anoreksien. Jeg gør ikke endnu. Jeg er faret vild og kan ikke finde mig selv igen.

Tag ikke min elendighed, mit lave blodsukker, min lave kropsvægt fra mig. Det er alt det, jeg løber og handler på - får kræfterne til at fortsætte det nye "liv", I gav mig, og nu vil I tage det fra mig.

Men jeg har fået magten over jer alle, der tog mig fra mig selv i stedet for at hjælpe mig tilbage.

Jeg er nu afhængig af Jer, og jeg slipper Jer aldrig. Alt er vendt rundt. I ved det ikke, og I vil altid være dem, der taber i mit sind, for jeg vinder hver gang. Det er min hemmelighed. Derfor kan jeg fortsætte mit vanvid mod nul-kilo og dermed nul-jeg. Jeg har ikke mere at tabe. Derfor er jeg farlig for jeres stolthed, og min trang til at vinde får succes